Hvordan New Yorks nye borgmester legemliggør en international venstrefløj, der fordømmer Vesten, mens den ignorerer dets modstandere.
Hvorfor newyorkerne valgte Mamdani
Man behøver ikke være socialistisk sympatisør for at forstå, hvorfor den nyvalgte borgmester Zohran Mamdani vandt borgmestervalget i New York City: Samfundet har svigtet sine egne løfter. For mange unge fagfolk i USA’s storbyer er den gamle samfundskontrakt – studér flittigt, stift gæld, opbyg en karriere, og få en dag råd til en bolig – brudt sammen. En kandidatgrad medfører nu omkring 70.000 dollars i studiegæld, og for mange er beløbet langt højere. I staten New York er den gennemsnitlige studiegæld steget til over 42.000 dollars; på landsplan bærer kandidater med videregående uddannelser næsten 90.000 dollars i samlet gæld. At eje en bolig i verdens kulturelle hovedstad grænser til det urealistiske: En gennemsnitlig toværelses lejlighed på Manhattan sælges for tæt på en million dollars.
Dette handler ikke om Mamdanis indenrigspolitiske dagsorden, ambitiøs som den er. Newyorkerne stemte for et socialistisk eksperiment, og de vil leve med dets resultater. Man kan håbe, at hans idealisme fører til andet end tilbagegang. Det, der nu fortjener nærmere granskning, er hans udenrigspolitiske instinkter: det perspektiv, hvorigennem den nye amerikanske venstrefløj i stigende grad betragter verden.
En udenrigspolitik formet af ideologi
Mamdanis retorik afspejler et verdenssyn, der er dybt skeptisk over for den vestligt ledede verdensorden og sympatisk indstillet over for dens modstandere. Han har fordømt amerikanske sanktioner mod Venezuela og Cuba og beskrevet dem som redskaber for imperialistisk grusomhed snarere end som reaktioner på autoritært styre. Han fordømte de amerikanske luftangreb mod iranske atomanlæg i juni 2025 som “forfatningsstridige”, en reaktion, der stemmer overens med hans bredere modstand mod amerikansk magtprojektion. Alligevel stopper hans moralske indignation ved vandkanten: Han har ikke udtrykt tilsvarende forargelse over Teherans undertrykkelse eller dets stedfortrædende militser, der spreder vold i hele regionen. Han har en tendens til kun at forsvare sine udenrigspolitiske idealer, når Vesten befinder sig i konflikt med det globale syd.
Hans fjendtlighed over for Israel er åbenlys og ideologisk. Mamdani er en markant tilhænger af BDS-bevægelsen, en forkortelse for Boykot, Frasalg og Sanktioner: en global kampagne, der blev lanceret i 2005 for at lægge pres på Israel gennem økonomisk og kulturel isolation. Med inspiration fra anti-apartheidbevægelsen i Sydafrika opfordrer BDS forbrugere og institutioner til at boykotte israelske varer, trække investeringer med tilknytning til Israel tilbage og presse regeringer til at indføre sanktioner, indtil Israel opfylder en række politiske krav. Tilhængere beskriver det som en fredelig, rettighedsbaseret indsats. Kritikere, herunder de fleste vestlige regeringer, betragter det som et forsøg på helt at delegitimere Israel ved at insistere på en palæstinensisk “ret til tilbagevenden”, som reelt ville opløse Israels jødiske flertal.
Selektiv forargelse som politisk kompas
Hans budskaber på årsdagen den 7. oktober omtalte ikke massakren, men fokuserede i stedet på indsamlinger til Gaza og fordømmelser af “folkedrab” samt amerikansk medskyldighed. Mønstret er velkendt: moralsk forargelse, når Israel eller Washington handler, og påfaldende tavshed, når andre gør værre. I en by med den største jødiske befolkning uden for Israel er en sådan retorik mere end provokerende. Den signalerer, hvordan den nye amerikanske venstrefløj nu afstemmer sin samvittighed.
Alligevel har Mamdani næsten intet sagt om Ruslands krig mod Ukraine. Hans offentlige udtalelser indeholder ingen fordømmelse af invasionen, kun en kort beklagelse over en fængslet journalist fra Wall Street Journal, lejlighedsvise klager over amerikansk “geopolitisk grådighed”, som efter hans opfattelse driver energipriserne op, samt endda et hyldestopslag på årsdagen for de russiske kvinders strejke i 1917 som en socialistisk-feministisk triumf, mens invasionen rasede. I en verden, hvor ruinerne i Bakhmut minder om Mariupol, fremstår Mamdanis tilbageholdenhed mindre som en forglemmelse end som selektiv solidaritet. For en politiker, der behersker den moralske forargelses sprog, er fraværet øredøvende. For publikum i Warszawa eller Vilnius er det et velkendt mønster: vestligt privilegium, der forveksler moralsk symmetri med nuancer. Jeg så med egne øjne i Ukraine, hvordan Ruslands revanchistiske ambitioner ser ud: byer jævnet med jorden, landsbyer udslettet og børn bortført i det, som den samme Internationale Straffedomstol, han hylder, har betegnet som en krigsforbrydelse. Hans tavshed er ikke neutralitet; den er tilslutning. Mamdani tilhører en global ideologisk venstrefløj, der er præget af anti-vestlige og anti-NATO-holdninger samt ønsket om en multipolær verden formet af Kinas, Ruslands og BRICS-blokkens ambitioner.
Den revolutionære venstrefløj rykker ind på rådhuset
Mamdanis retorik er ikke blot progressiv; den er revolutionær i ordets bogstavelige forstand. Når han siger til vælgerne, at “hvis der fandtes et system, som kunne garantere enhver bolig, uanset om man kalder det afskaffelse af privat ejendomsret eller en statslig boliggaranti, så ville det være at foretrække frem for det, der foregår lige nu” (udtalelser fra en podcast i maj 2025, som nu cirkulerer bredt på X), taler han ikke i billeder. Det er sproget fra en bevægelse, der søger at vende Vestens moralske og økonomiske orden på hovedet.
Både konservative og centrum-liberale har grund til at bekymre sig over denne nye anti-vestlige internationale venstrefløj. Den kanaliserer legitime klager – ulighed, kolonial arv og virksomheders grådighed – over i reaktionære politiske eksperimenter bygget på moralsk bitterhed. Resultatet er altid det samme: politikker, der lover retfærdighed, men leverer knaphed, og revolutioner, der hævder at styrke de undertrykte, mens de i stedet cementerer nye kontrolhierarkier.
Historien gentager sig sjældent, men den rimer. Den samme selvretfærdige træthed, som engang udhulede Europas forsvar, viser sig nu igen i Amerikas storbyer under nye faner. Hvis Vesten glemmer, hvad det står for, vil andre med glæde minde det om det – med våben i hånd.